Digte om døden
Prolog
En skrålende ledsaget
indgang
Sprællende med røde kinder
på blodige lagner
den blåhvide livsnerve klippes
Et nyt individ
bliver stolt vist frem
som en dyr årgangsvin
på sygeplejerskens underarm
Har endelig fået fred
Digt 1
Den gamle dame glæder sig
skal nemlig overrække
barnebarnet
det smukke hårbånd hun havde
købt
specielt til hende fordi
hun kom
og det passede så fint
havde den gamle dame set med det samme
i indkøbscentret under
sidste udgang
Smukt skulle det pakkes ind
havde hun sagt
det blev det
og pakket ud med hurtige RITZZ
og hvad siger man så
Nu ligger det ved siden af sodavanden
udrukken
fordi hun drikker altså ikke cola light
du kan da spille dit nye spil
hun er i den alder undskylder moren
Hov husk dit hårbånd lille ven
det gjorde altså ikke noget
for hun havde allerede så mange
Det ligger der stadig
da assistenten henter porcelænet
men det måtte hun altså ikke
altså modtage
gaver
men det var rigtigt fint
Alligevel tog hun det
ud af den gamle dames hår som det første
næste morgen
Digt 2
Hun har forberedt sig
sætter sig til rette
i stuens foretrukne lænestol med udsigt til havens æbletræ
vist nok endnu ældre end hende
de har altid været der
ikke nogen pryd
mener naboen og tilbyder sin hjælp med motorsaven
Hun vidste når tiden var
tiden var nu mente sønnen og lagde en farvestrålende brochure
ved sit sidste besøg
i
løbet af to uger falmer sådan én
Hun er dejlig træt
har taget de bedste farver fra klædeskabet på
lagt en dristig makeup
lader kammen glide blidt gennem sit fine hår
som frisøren altid kalder dejligt kraftigt
som en forsikring mod arbejdsløshed
som om hun ikke vidste det
hun sætter sig til rette på en god dag
med benene oppe
og ser havens fugle gynge frem og tilbage på kornkugler
i grønne nylonnet
Han kunne heldigvis redegøre for sin bekymring
og rakte ud efter beviset
i vindueskarmen
og viste lægen det
Hun ser direkte på ham
et edderkoppespind er spundet sammen med den gamle dames grå hår
og fastgjort til lampen over hendes hoved
trofast
var edderkoppen blevet
Digt 3
Du bliver
budt chokoladen
du havde med sidst
fine stykker til festlige lejligheder
Ordene ligger tungt
i maven
den gamle i sengen
er ikke vant til at bruge ord
på ingenting
En skygge
af sig selv mangler
nu kun at dø – ligger bare der
Brillerne har set nok
Ligger med den ene stang slået
ud som et støtteben
mens næsen bobler af liv
Fra en bekymret fodende
ser dine røde øjne et fundament
smuldre
du føler med
dig selv og bliver
nødt til at gå
Digt 4
Tynde tørre hvide arme
som rødder
hviler på kørestolens armlæn
blåhvide ankler i tøfler
med nye såler
gardinet danser i vinden
og lokker middagspippen ind
Rummet indånder damp og duft fra en tallerken
mens en hvid kittel forsvinder bag
dørens klik
Lukkede øjne ligger som golde planeter bag slap hud – der
falder blødt som pikant undertøj
hendes mund mimrer
læberne har kærtegnet ord nok – nu
må andre tage over
glasset former det røde saftevand – som hun nu godt må få
ad libitum sammen
med smertestillende piller – som hun nu godt må få
ubegrænset
Ungdomskjolen flagrer i sommervinden
børnenes pjaskeri i strandkanten
mandens kys vender
underligt tilbage
som et
tørt frimærke
og duften af skolestue
og strandet kærlighed
og forventninger til en pæn pige
En tynd blodåre løber tværs igennem et ar fra barndommen
som et elkabel på hagen
hagen
der stille giver efter
Digt 5
Han ville bæres derfra
ville bæres derfra sagde han altid
aldrig
ville han ellers have hjælp men
bæres derfra ville han
Da tiden kom blev han båret derfra
men da han blev taget på ordet
greb han så FAST i dørkarmen
så det gav et ryk
i ambulancefolkene
midt i deres afhentning
Digt 6
Værsgo
Han havde jo ikke haft noget med
da han kom
Værsgo
din fars ejendele ligger i posen
siger sygeplejersken
Tak
Et ur
der kunne holde hele livet
sagt engang
med et smil
briller med tape på den ene stang
og en forloren overmund med smerten fra et smil
Jeg siger nej tak
til tøjet
et ungt sygeplejesmil forstår
Jeg siger ja tak
til at se ham en sidste gang
hænder på dynen
med nedbidte negle
bekymrer mig
Digt 7
En grøn sag
står og hænger
på hjørnet
tørlagt og vissen
men sat med gode hensigter og grønne fingre
Glemte
grønne hængeører
smuldrer brunt i kanten
på 11. etage
ved siden af automaten
Tørken
har isoleret jorden
fra potten
og efterladt en palme
på en øde ød ø
På hospitalets gang står du
med samme opmærksomhed som en hjemløs
mens målrettede skridt haster forbi
Planten står
ved siden automaten med læskedrikke
men modtager
kun tomme hvide plastikkrus
der falder
på et tørt sted
Vil altid være i vore tanker
Digt 8
Hun sov gudskelov
Da det skete
Hun sov gudskelov
bare ind
da det skete
Sådan en død
som vi alle ønsker
siger du
Jeg siger
det ikke er min ønskedød
vil godt først have et hint
du siger nå
men nu er hun i hvert fald død
Digt 9
Tog han virkelig indkøbssedlen
med
til begravelsen
Forskrækket tog han indkøbssedlen
op i kirken
og tænkte på ketchup og kaffe
Ville han sige et par ord
tænkte
sidemanden
Digt 10
Hun sparer sammen
og forærer
væk når hun har nok
så undgår hun
at eje
Hun vil rejse let
bagage er kun til besvær siger hun altid
jeg har alt hvad jeg har brug for
siger hun
og peger ud af de nypudsede vinduer
Hun sparede sammen
og forærede
væk når hun havde nok
så undgik hun
at eje
dig
Digt 11
Mælkebøtter græs og tidsler
i liberal omfavnelse
skjuler
den dyre sten
Digt 12
I kondolerer
Jeg har medfølelse med fattigdommen
i sproget
rart med et trygt ord
der ikke giver en klump i halsen
Jeg kondolerer
en halv time om dagen
i al slags vejr
Rart
med et fattigt ord
Digt 13
Som en arkæolog
kunne jeg altid udgrave dine tanker
forsigtigt
med tilbageholdt åndedræt
nænsomt
så skrøbelighed blev bevaret – fine
utænkte tanker
blev blotlagt og
flaksede som flammen og dansede og snurrede og
gjorde mig svimmel
du tillod gavmildt mig at tænke
lige fra kilden
En dag
pludselig en dag
der i smerte var blevet til nat
holdt du dem tilbage
alt nagelfast tog du med
dig
Da var det
der gik hul i min nat
Digt 14
Født den
afgået ved døden
pårørende bedes
sovet stille ind
emeritus
bisættelsen har fundet sted
vores elskede far
bedes rette henvendelse
vi savner dig
til sundheds- og omsorgsforvaltningen
i stedet for blomster
tak for omsorg i den sidste
på gironummer
svære tid
vi savner dig
vores elskede mor
min elskede mand og bedste ven
civilingeniør
og opmærksomhed
og blomsterne
og tankerne
og trøstende ord
og breve
og død
og bisættelse
i taknemmelighed
til livet
til livet blev taget
på familiens vegne
tidligere lægesekretær
sønderjydske viv
børnebørn og oldebørn
tirsdag den 7. maj klokken 11.00
vi savner dig
Er revet væk fra os
Digt 15
Den lille piges lilla kuffert
danner våde parallelle spor
på perronen
mens moren taler med faren i sin mobil
nu kan han få fornøjelsen
en hel weekend!
Pludselig åbner den lille piges højt dekorerede Disney-kuffert sig
og børnebeskæftigelse glider langsomt
ned af en sliske
og lander vådt
Bunken med voksen-i-fred
på den våde perron
bliver til irritation hos moren – hiver hårdt i en spinkel arm
og fortryder
og hjælper febrilsk med
at proppe tingene tilbage igen
sådan skal det ikke ligge!
morens cigaret asker i barnets hår
mor er vist en værre én – roder i barnets hår
barnet smiler
Kan godt lide at blive rørt ved
Morens skosnude
afslutter cigarettens korte liv
godt vi to kan hjælpe hinanden – siger hun og smiler
mest til togstewardessen
der siger tiden er knap
Toget venter
utålmodigt 20 meter forude
på den anden perron
nærmer et andet tog sig i høj fart
er forsinket
de ventende tripper
Kom så!
moren griber i barnets arm
en lille pige kan selv og hiver armen til sig
og snubler over sin kuffert
og snurrer rundt
og lander på skinnerne
samtidig
med at det forsinkede tog endelig ankommer
for sent
Digt 16
Så kan jeg få hendes nye trøje
siger lillesøsteren
og gæsterne væmmes!
For døden overraskede på en kåd dag
en teenager med turistblå øjne
trådte ved siden af
Glatte trappetrin
lod uforsigtighed i nye røde kondisko
glide
hun skulle bare lige prøve dem på gaden
hende
som netop skulle gå
hele vejen
som nok skulle komme langt
det havde man altid sagt i familien
det havde familien lige sunget
i en sang
til en nu voksen pige
Storesøsterens hovedskal lå nu åben
som den første menstruation
Så kan jeg få hendes nye trøje
Digt 17
Den ene dag
udtaler du dig pænt
om vasen
Den næste dag
kan du bare tage den
Digt 18
Han skyder dem alle – skyder
tvivlen fra sig
midt i skyderiet
som rammer ham da han har skudt
de første –
døde for øjnene af de andre
skød skød skød skød skød skød skød skød skød skød skød
han skyder den sidste for
øjnene af sig selv for
han er alene
uanset
De sidste vidste hvad
de første
aldrig opdagede
Han bliver overrasket
når slet ikke at registrere nogen smerte
da han resolut trykker en sidste gang
og koldt jern sender varmt bly
tværs gennem sit hoved
Han falder trygt
ovenpå den søde pige
der grædende havde bedt for sit liv
Var endelig blevet en del af et fællesskab
Digt 19
Kondiløberen lytter til sin krop
løber og løber og
det var det sidste kondiløberen gjorde
ligger
nu og spjætter i sin krop
med musikken pumpende i ørerne
Et sidste ryk
i den spraglede krop
fejer sneen bort
Hunden gjæffer sin herre til sig
der tager sin mobil og foreviger
for måske
og ringer derefter
Hunden er utålmodig
snuser igen til kondiløberen
springer pludselig tilbage
og nærmer sig igen forsigtigt musikken
Manden tripper og knipser fra en ny vinkel
det første billede var ikke –
han ser på sit ur
han ser på kondiløberens ur
En isdråbe
i kondiløberens overskæg
bliver i en solstråle forvandlet til en frossen diamant
Digt 20
Man forbereder sig
man forbereder sig i tide
i tide forbereder man sig
Med tiden kunne du ikke regne med den
den blev troløs
den overholdt ikke dine aftaler
den gik ikke den løb
i forvejen
Du nåede den
ikke
Digt 21
Historieløs
står jeg tilbage
årene blev dræbt i en fart
på fire hjul
da du døde den dag
Tilsammen
havde vi svarene
alene
står jeg med spørgsmålene
Sovet ind efter lang tids sygdom
Digt 22
På et
kræfteddermamevarmeværk
brænder man
Dør kræft videre?
Digt 23
Vi diskuterer
Hvad ville hun selv have sagt
kan vi tillade os
kan vi på dine vegne
kan det ikke bare være lige meget
Intet var aldrig lige meget
for dig
du var dine sanser
du var kræsen med dine oplevelser
som en fotograf omhyggeligt udvælger sit motiv
zoomede du ind på dit liv
Vi diskuterer ordlyden
Du så måske noget
på bagsiden af dine øjenlåg
så du måske noget
På den anden side
så vi
en sitren
Sov du virkelig bare ind
Digt 24
Jamen
kræft er da kræft!
Jamen
det er noget andet hos mænd
Ægteparret ser undrende på sygeplejerskens ansigt med den effektive korte frisure
på den korte hals
stukket ned i det hvide snit
over to modne brystlommer
med blå kuglepennestreger
Jamen
celleforandringer er da det samme uanset om det er hos en mand eller en kvinde!
fastholdt mandens kone
Jamen
det er noget andet …
På vejen hjem
køber de deres yndlingsbrød
og sidder nu med en god kop kaffe
Digt 25
Din spildte tid –
hullerne i dit ozonlag
bliver
din tidlige død
Af ord er du glemt
Digt 26
Det var ikke noget andet hos mænd
I begyndelsen gik det godt
sagde komikeren
men da vi så var kommet ud af kirken …
Mor har endelig fået fred
sagde komikeren
men var det moren eller faren der var død
Der blev ikke meget at grine af
det var ikke noget andet hos mænd
Jamen
den type kræft er ikke én man dør
af
det er én man dør
med
Det gik godt i begyndelsen
og
detvar manden der døde
To gange endda
to gange døde du
af og med
Digt 27
Hvis jeg dør
skal du danse forbi
hvis jeg dør
skal du danse fordi
Hvis jeg dør
skal du le fordi
hvis jeg dør
er intet andet forbi
Digt 28
De
kan ikke forstå det
de
kan ikke forstå ham
de
kan ikke kende ham
han
har aldrig set dem
Nu kan det
kun gå for langsomt hvisker de til hinanden
Langsomt
gnavede ormehuller ord bort
dem betaler du ikke for
spøgte han altid
med sine
kunder
Han
betalte en høj pris
kunne kun lede i en tyndere og tyndere ordbog
når han havde brug for
lige netop de ord
han vidste ville gøre dem glade
så glade for
at deres besøg ikke havde været spildt
Og kærligheden er og bliver
Digt 29
Det er ikke mit hår
et hår ligger pludselig på mit tomme papir
formet som et hjerte
Håret er nu under tape
fanget som en flue under glas
Digt 30
Nu ligger han sådan
som han for ikke lang tid siden selv havde nedgjort
det ser sgu så dumt ud
sagde du
dengang du selv var for svag til dø
Nu ligger du selv præcis sådan
som manden i den nu tomme seng havde gjort
for en evighed på 14 dage siden
dine åbne øjne ligger dybt i mørke øjenhuler –
som kratere fra meteornedslag
en åben mund
en underlæbe falder ind som et slapt springlagen
du har fået overbid –
som altid har charmeret dig hos andre
Vi er vist gået forkert
siger du til mig
de må have flyttet ham
Digt 31
Du fulgte med
tiden –
var med dig
gik ikke i stå
blev
siddende på et hvidt koldt håndled
nu blot løsere
Tiden skulle følge dig
efter eget ønske fik du
den med
Et koldt håndled
tikker
under låget fra den mellemdyreste kiste
Digt 32
Som brugte præservativer ligger
hans arme
med slanger i sig
har bøjet sig for sidste gang
Rynket gennemsigtig hud tatoveret
med blå ildtunger
fra en tid med dødsforagt
Hans to drenge
tager hver en hånd
og ser deres rynkede navne
Martin og Morten
på den måde vil far aldrig glemme jer
hans to dejlige drenge
der har ligget i hans pung i alle årene
og blevet vist frem
det er mine drenge!
”Pårørende bedes henvende sig”
nu var de der
hans to elskede drenge
Digt 33
Tak
for
ægteskab
siger
han
hun
siger
velbekomme
og
rydder
op
Hun
blev
kaldt
hjem
først
Han klarer sig
ikke
godt
hvordan laver man mad
tænker
han
og
tænker
på
sin
mor
der altid sagde
Han
ligner
en trold i spejlet
langskægget
trist
og
træt
sætter
han sig
i
sin
lænestol
med
de
fedtede armlæn
måske
er
der
en
quiz
Digt 34
Vi forlader livet
undrer mig tit over rækkefølgen
livet forlader os
Digt 35
Først kan du ikke gå
så løber du
foran mig
så løber du fra mig
Så står du pludselig stille
bliver indhentet
så er du som en alt for stor frakke
kan bare ikke fylde dig ud
Så prøver jeg krampagtigt at fastholde dig
men med fanden i hælene
ender det blot med
at jeg en dag slår dig ihjel
Epilog
En tavs uledsaget
udgang
Permafrosne knogler
i spøgelseshvid hud ligger
nu mørkt –
der er blevet lagt låg på et liv –
tre bump
fra Faderen Sønnen og Helligånden
banker farvel
på låget af den mellemdyreste kiste