Esben

                 Storegade. Byer, der ikke er for små eller for store, har sådan én. Jeg kom gående ad den store hovedfærdselsåre, og mange andre havde også besluttet at tage Storegade denne fredag eftermiddag. Klokken var lidt over tre, og der var megen trafik. Bilister, cyklister og fodgængere bevægede sig i ét virvar i begge retninger. Alle ville hjem og slå hul på weekenden.

         Jeg tænkte på, at alle dem der kørte i den ene retning kunne skifte arbejde eller bolig med dem, der kørte i den anden retning. Så ville Storegade blive til Stillegade. Medmindre alle skulle ud og opleve, hvor stille der var i Stillegade. Hvad så med bilfabrikanterne? Det måtte afstedkomme fyringer. Folk havde ikke råd til at købe så meget. Butikker måtte lukke. Måske også Slagter Jensen, som jeg var på vej hen til. Hvad så med min roastbeef?

                 I Storegade er der en bakke. Det var her, jeg var nu og kunne se helt ned til Slagter Jensen. Det store forgyldte tyrehoved glimtede i solen. Der holdt mange biler uden for butikken, men det var jeg forberedt på.

                 Jeg gik forbi en børnehave, hvor der også var mange ”kunder i butikken.” Små skabninger på usikre ben og slingrende cykler legede, endnu lykkelige og uvidende om, at ugen nok engang var gået på hæld og weekenden stod for døren.

                 Længere fremme glimtede glasskår på fortovet som uslebne diamanter. Buspassagerer måtte i en tid blive forblæste, fordi ruden manglede og budskabet fra chokoladereklamen blæste i vinden.

                 Jeg var stadig i godt humør, og jeg skulle have gæster.

                 Et fodgængerfelt førte næsten over til min slagter, og jeg var næsten nu. Så mig over skulderen for at se, om der var fri bane, det var der bestemt ikke. En ubrudt række trafikanter skulle ind i byen, og det samme antal skulle ud. En spinkel mulighed for at komme over opstod, og jeg kunne mærke glæden ved at være en smule nærmere min roastbeef.

                 Hurtigt trådte jeg ud på cykelstien, ”hundehoved, se dig for!”

                 Jeg havde ikke travlt, besluttede jeg og ventede tålmodigt ved kantstenen på, at en bilist skulle løbe tør for benzin lige foran mig! Pludselig stoppede en bil, og jeg kunne gå ud på midten af gaden. Her stod jeg nu og afventede mit næste skridt. Ret hurtigt opstod en udmærket chance for at komme helt over, og den var jeg ikke sen til at udnytte.

                 Så skete der noget!

                 Oven over slagterens vindue står der Slagter med røde bogstaver. Nu forlod det store S pludselig sin vante plads, først løsnede det sig for oven, rtzz, rtzz, lød det, da bogstavet lavede pendulbevægelser hen over husmuren. Belastningen for den sidste skrue må have blevet for voldsom, for nu faldt S´et ned. I det samme kom en mand ud af slagterbutikken, og han fik bogstavet lige i hovedet!   

                 Da jeg nåede frem til manden, lå han på ryggen og jamrede sig. Det store S, som så endnu større ud på tæt hold, trillede en sidste uregelmæssig omgang og lagde sig så et par meter væk.

                 Nogle kunder kom ud af butikken, to cyklister stoppede og overtog med at hjælpe manden. Èn holdt sin højre hånd på mandens hals, og en anden lagde et stykke tøj under hovedet.

                 ”Er der blevet ringet efter hjælp?” spurgte en af cyklisterne, der stadig havde sin cykelhjelm på hovedet.

                 ”Ja, det gør slagteren.”

                 Jeg kunne se slagteren i vinduet stå med en mobiltelefon. Mens han talte så han bekymret ud af vinduet. To af kunderne blev enige om at det var da også uheldigt og så lige op til weekenden!

                 Den uheldige mand var begyndt at bløde fra et sår i hovedbunden.

                 ”Skal vi flytte ham?”

                 ”Det kan være farligt, når vi ikke ved, hvor galt det er.”

                 ”Ligger han ikke underligt skævt med hovedet?”

                 Der var efterhånden kommet mange mennesker. Mange gode råd bød sig til, men de kunne kun vente på ambulancen. Manden, der hjalp med at tørre blodet væk, tog det roligt. En spinkel, tyndhåret mand i en skorte, der ikke havde været moderne længe, måske havde den aldrig været det.

                 ”Du skal bare ligge helt stille,” sagde manden til den uheldige kunde, der et par gange havde bevæget sit hoved fra side til side.

                 Jeg kunne naturligvis ikke bare gå ind og hente min roastbeef, det måtte jeg vente med til manden var hentet. I det fjerne kunne jeg både se og høre, at ambulancen var på vej, den havde god fart på.

                 Hurtigt trådte to reddere ud. Den tilskadekomne blev båret op på en lille rullevogn, og vi blev spurgt, om vi kendte manden. Det gjorde ingen. Heller ikke i slagterbutikken. Mandens brune pakke med slagtervarer blev placeret ved siden af ham på båren, og så kørte de.

                 Folk begyndte at sive derhen, hvor de skulle.

                 I slagterbutikken var samtaleemnet selvfølgelig uheldet med butikkens S og den uheldige kunde.

                 ”Det er ikke andet end 4 år siden, vi fik det lavet,” fortalte slagteren.

                 ”Jamen, så skulle det da heller ikke sådan gå og falde ned,” mente kunden.

                 ”Hvem stod for opsætningen?” spurgte en af cyklisterne.

                 Mon han var kunde eller bare var gået med af nysgerrighed?

                 Det kunne slagteren ikke huske, men det kunne kvinden, der stod ved siden af ham, ”Det var da Kai Jørgensen, det var ham den nye svend, ham københavneren.”

                 Nu så det sort ud for københavneren!

                 ”Ja, hvad kan jeg tjene herren med?”             

Herren var mig. Jeg fik min roastbeef, betalte og gik hen mod døren. Jeg kunne ikke lade være med at se op på de resterende bogstaver, men der var ingen fare – LAGTER. Det røde S stod op ad husmuren og bevægede sig i vinden. For en sikkerheds skyld lagde jeg bogstavet ned, for når det sådan kunne gå og falde ned, så kunne det vel også stå og blæse væk!

                 Den dejlige roastbeef var spist, gæsterne havde både fået mad og historien.

Nu var det søndag aften, ugen var ved at lægge sig til rette og en ny kunne anes i horisonten. Nyhedsoplæseren fortalte om en svindelaffære i EU, om uløselige problemer i Mellemøsten, og i fremtiden ville bilbranchen satse på intelligente biler i steder for intelligente bilister.

                 Oplæseren smilede skælmsk.

                 ”Og så til en historie fra det vestlige Danmark,” jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til, at han ligesom understregede s´et.

                 ”I fredags handlede Esben ind hos Slagter Jensen. Det havde han gjort så tit, men da han trådte ud af butikken, faldt det store S ned og slog ham bevidstløs, så nu må indbyggerne indtil videre købe kød hos lagter Jensen.”

                 Manden, der bestemte vejret grinede med, ”ja, så må vi jo se, om der er risiko for, at flere bogstaver blæser ned.”

                 Jeg tænkte på, hvordan det gik med Esben, som den uheldige mand åbenbart hed. Ville vi høre mere til ham?

                 Esben var ikke i sit S!

                 Det var da en oplagt historie. Måske kunne den føre til en tv-karriere! Esben skulle da være med i en quiz, så kunne han komme ind med en bandage om hovedet og blive spurgt er du sikher, Esben?

                 Jeg fik helt ondt af Esben. På et tidspunkt vil det gå ned ad bakke, medmindre du får flere bogstaver i hovedet. Men efter eskapader i nattelivet, dækket af de kulørte blade, finder du heldigvis det essentielle i tilværelsen.

                 Søde Ester fra Esrum.