Morgensolen havde stået lavt og skar i hende i øjnene, men i mængden kunne kvinden alligevel skimte flere kendte ansigter. I en byge af ukvemsord skubbede hænder kvinden frem og tilbage. Først i én retning, så i en anden, hun var midtpunkt, men ingen ville vide af hende.

Skubbene i retning af Marken var de fleste og kraftigste, så det var der, hun snublende var på vej hen.

Kvinden ville ikke miste værdigheden.

Hun sagde ikke noget, men gik roligt, slog ikke blikket ned, kun da hendes højre fod sad fast i den fugtige jord og blev siddende, så hun ned for at få fat i skoen, men mængden havde ikke tid til at vente.

Fremad i brune, knælange strømper, den ene med et synligt hul lige under knæet, den anden faldet ned til anklen og med én sko. Kjolen var taget hurtigt på, så lynlåsen sad halvt i siden. Med den ene arm foran brystet holdt hun en tynd cardigan sammen, mens hun med den anden hele tiden prøvede at genvinde balancen, alt imens vinden jonglerede med hendes solgule lokker.

Alt var pludselig anderledes, men hun samlede alle sine kræfter, for de skulle ikke få hende ned med nakken. Her stod hun, som hun var, sand over for sig selv, nærværende og lod ikke blikket vige.

Men der skulle hævnes.

Landet havde i flere år ikke været i stand til at sætte sig igennem, så nu tog flokken over. Regnskabet skulle gøres op, der skulle gøres lige igen, så hun ikke ville være i stand til at gøre det samme igen. Flokken blev nødt til at genvinde æren og samfundets værdier og orden.

Sådan blev det nødt til at være!

Flokken ændrede ustandselig form omkring hende. Kæmpede om pladserne, så slag, spark, skub og spyt kunne afleveres og nydes. Mænd, kvinder og børn arbejdede sammen i en hadefuld tidslomme med tilfældige aktører, der kun ønskede retfærdighed.

Kvinden lagde mærke til, at flokken efterhånden var blevet flere. De var der alle.

Børnene, der dagene efter besættelsen syntes, det var gevaldigt spændende med de tyske soldater og deres våben. Voksne med vrede ansigter, pæne jakkesæt med blød hat, slidte sko, hvidkrøllede skjorter og blankslidte bukser med knæbuler.

Unge mænd med Leslie Howard hår og gule tænder på række.

 Fem års smerte skulle retfærdiggøres lige i dette øjeblik.

Kvinden så en lille pige omkring skolealderen komme løbende i sine røde sommersko og rottehaler svingende omkring hovedet. Pigen vrængede i farten ord ud i et verbalt angreb, da hun nåede helt op til kvinden.

De voksne så bare passivt til, for den dag var alt tilladt. Måske ville pigens opførsel oven i købet udløse anerkendelse i aften, når den kvinden ville blive diskuteret over middagsbordet.

 Kvinden blev skubbet så hårdt op af bakken, at hun måtte tage imod med hænderne. Flokken myldrede op af den stejle skråning fra alle sider, som var de på flugt fra brusende vandmasser, og snart var målet nået.

Dannebrog blafrede i hånden på en ung mand, en flok fugle lettede fra hvidtjørnene bag dem, og solen var godt i gang med at brænde morgendisen af.

Udsynet var stadig sløret, men Marken tonede langsomt frem, som når et negativ bliver sænket i fremkaldervæsken, og så blev der helt stille.

Den sidste metalliske tone fra kirkeklokkerne blev ikke efterfulgt af flere. Lyden bredte sig i stilhed på himlen og blev afløst af en forventning om, at noget andet måtte tage over.

Ud af flokken trådte en høj, ung mand med kraftigt, blondt hår, der faldt ned over ørerne som overhævet dej. Op af lommen i den slidte jakke, med for korte ærmer og med dinglende knapper, tog han en saks og viste den til flokken.

En veltilfreds mumlen gik over i højlydte tilråb om at gøre det!

  Udenfor kasernen

står en tyskertøs

 hun er både grim

    og har en skrue løs

Igen og igen hørte kvinden de vrede stemmer synge.

Solens stråler glimtede i saksen, der blev holdt op i luften, og nu tog flere mænd også sakse frem og viste dem. Nu ventede flokken blot på, at der var én, der turde klippe den første tot.

Kvinden gjorde sig rolig og samlede hænderne foran sig. Hendes fremtoning gjorde flokken usikker.

Det kunne åbenbart ikke betale sig at vente på undskyldninger eller tiggeri om nåde, og det satte en dæmper på et uprøvet sammenhold.

Så skete der noget.

Resolut tog den høje mand fat i noget af kvindens hår og klemte om saksen. Handlingen udløste straks tilfredse reaktioner, men saksen havde meget svært ved at klippe i det kraftige hår, og manden blev synlig nervøs.

En mindre hårtot blev i stedet samlet af rystende fingre, der uvant med situationen prøvede igen.

Det gik bedre, men det var tydeligt for enhver, at hans saks var sløv, slidt og gammel. Nedbidte, nikotingule negle på rystende hænder arbejdede på sagen, mens kvinden overvejede at spørge, om hun ikke hellere skulle gøre det!

Så skete det endelig, det første hår var klippet over og blev holdt op som et trofæ.

Et bredt smil, der afslørede tænder, som faldt ind over hinanden, viste sig på mandens ansigt, mens håret dalede ned på græsset.

Flokken klappede. Andre sakse klippede og mere hår landede i græsset, efterfulgt af opmuntrende tilråb og klapsalver.

Kraftige solstråler oplyste scenariet, og sakse lynede som bladet fra en guillotine. Ingen var nu bange, og klipningen tog form.

Nu ville det tage lang tid, før håret igen var vokset ud, og mon ikke det ville lægge en dæmper på mændenes interesse!

Kvindens kridhvide hovedbund viste sig efterhånden flere steder mellem strittende totter, og de skarpeste sakse tog nu over.

Små fimrehår hvirvlede omkring, som efter et kraftigt pust til en vissen mælkebøtte, og generede kvinden, der regelmæssigt måtte puste ud af næsen eller børste hår væk med fingrene.     

Nu var det overstået.

Men flokken havde stadig magten over hende, så forventninger om noget mere lå fortsat i luften.

En lille hunds bjæffen midt i mylderet på Bakken overdøvede alt andet.

Menneskets bedste ven vimsede omkring en skov af bukseben, stoppede op ved kvinden og lettede ben. Hendes ene grå sok antog sjatvis en mørkere farve, og med grinene i ryggen begyndte hun at gå ned af Bakken, mens vinden tog fat i det afklippede hår. Flokken spredte sig forskrækket og gjorde alt for ikke at blive ramt.

Benene gav lidt efter, fordi hun havde stået stille så længe, men ellers fik hun lov til at gå i fred.

Ene, men stærk, men sårbar og ubeskyttet.

Uden at se sig tilbage gik hun og mærkede den kølige vind kærtegne hovedbunden. Halvvejs på stien samlede hun sin tabte sko op, der næsten var forsvundet i den bløde jord. Idet hun med et svup fik den løsnet, så hun, at der var fulgt en fin smørblomst med, som havde sat sig fast i spændet.

En lille pige, som var blevet væltet i tumulten, sad og græd i græsset. Kvinden løftede hende op, sagde et par trøstende ord, aede pigen blidt på kinden, gav hende smørblomsten og gik videre.