”Var det ikke klokken halv syv, vi sagde?”
”Jov, hvorfor spørger du?” lyder det langt væk.
Jørgen går i retning af badeværelset. ”Jeg synes bare ikke, du ligner én, der er klar om lidt.”
”Hvad mener du?” Lises spejlbillede ser på manden.
”Ja, jeg mener sgu det, jeg siger!”
”Jamen, hvad siger du så?” Lise er i færd med at tegne øjenbrynene op.
Jørgen ligner én, der ikke siger så meget, han mangler vist ord og støtter sin hånd mod dørkarmen. Så pudser han skoene ved at gnide dem mod bagsi-den af sine bukseben.
”Jeg kan altså ikke forstå, hvorfor du altid skal pudse dine sko på den for-færdelige måde!”
”Jamen, det har jeg jo heller aldrig forlangt, i øvrigt er det lige så tit … ”
”At du slet ikke pudser dem, ja, det er rigtigt nok, skulle du ikke have nog-le nye?”
”Man smider da ikke bare sådan et par sko ud, jeg tror slet ikke, de laver sådan nogle mere.”
”Det behøver du slet ikke tro, jeg ved det!” med pegefingeren fjerner Lise lidt sort fra øjenkrogen, ”så!” Selv om det lød som en afslutning bliver stående foran spejlet.
Jørgen går ud i køkkenet og tænder for radioen. Der er radioavis.
Og oprørsstyrkerne ser dermed ud til at have lidt det første nederlag siden den store offensiv i påskedagene for snart 14 dag siden. EU´s udenrigsministre mødes i weekenden, og de har på forhånd udtrykt bekymring over den spændte situation. ”Ja, det skal nok hjælpe,” siger Jørgen til sig selv.
Vi beklager, at lydforbindelsen til vores udsendte medarbejder desværre ikke var så god.
”Hvad med at beklage alt det sludder I siger i stedet for.”
”Hvad siger du?”
”Jeg siger, at der er en halv time til gæsterne kommer,” råber Jørgen.
”Hvorfor råber du sådan? Lise står lige bag Jørgen, ”jeg er også færdig nu, jeg synes, radioen skrattede sådan.”
”Ja, det var en dårlig lydforbindelse.”
”Ja, det er det jeg mener, skal vi ikke have en ny?”
Jørgen ser lidt opgivende på sin kone, der ser dejlig ud efter timerne foran spejlet. ”Det er ikke radioen, det er forbindelsen, journalisten talte fra den an-den side af jordkloden, lydforbindelsen bliver jo ikke bedre af, at vi køber en ny radio, de vil også sludre lige så meget i en ny radio, og nyhederne bliver jo heller ikke bedre, vel?”
Nu er det Lise, der ser forundret ud. ”Nej, selvfølgelig ikke, hvorfor siger du nu det? Det er jo den løse forbindelse, vi talte om, hvis du absolut ikke vil have en ny, må vi da få den lavet, ligesom dengang fjernsynet skrattede.”
”Det drejer sig ikke om en løs forbindelse, men om en lydforbindelse, man køber fx heller ikke nye sko, bare fordi man snubler over fliserne, vel?” Jørgen glæder sig over det gode eksempel.
”Altså, hvis du går og falder over fliserne, så kan jeg bedre forstå, dine sko ser sådan ud, hvorfor snakker du om dine sko igen? Altså, somme tider tror jeg, det er dig, der har en løs forbindelse!”
”Jeg prøvede såmænd bare at forklare forskellen mellem årsag og virk-ning,” den formulering er Jørgen også helt tilfreds med.
”På mig virker du lidt underlig lige nu, men jeg kender ikke årsagen, er det sådan, du mener?”
Jørgen slår ud med armene og ser opgivende op i loftet.
Lise hælder vand i en kande. ”Gør mig den tjeneste, ikke at diskutere med Claus i dag!”
”Man kan kun diskutere med Claus!”
”Nu er Claus tilfældigvis gift med min søster, om du kan lide det eller ej, og han kan faktisk være ganske sjov, det kan man ikke altid sige om dig.”
”Kan jeg ikke være sjov? Ved du, hvorfor jeg ikke er stand up komiker?”
”Ja, du er ikke sjov!”
”Jeg gider ikke stå op på mit arbejde, ha, ha.”
”Det gør du da meget af tiden,” siger Lise og går ind i stuen med fløde-kanden.
Jørgen følger efter.
”Jeg havde en mærkelig drøm i nat, jeg sad i stuen og så en fodboldkamp i fjernsynet, det gik aldrig op for mig, hvem der spillede, men det var så kedeligt, kampen fik ingen ende, for jeg kunne ikke slukke, der blev overhovedet ikke scoret, og ved du hvorfor?”
Lise tænker overdrevent tydeligt, ”det var en kamp uden mål.”
Jørgen ser mildest talt forbavset ud.
”Af og til imponerer du altså, du har ret, der var ingen mål, de var væk, så der kunne slet ikke scores.”
”Er der ikke noget med, at 0-0 kampe også kan være underholdende, det siger du da altid, når jeg prøver at fortælle dig, hvor megen tid du spilder på det fodboldpjat.”
”Ved du, hvordan min drøm sluttede?”
”Du vågnede.”
”Claus kom lige pludselig ind i stuen, tog fjernbetjeningen og slukkede!”
”Nå, så er det derfor, du ikke kan lide Claus.”
Jørgen ser opgivende op i loftet.
”Altså, hvad er der med det loft, hvorfor ser du hele tiden derop?”
”Det er en symbolsk handling, i virkeligheden er det loftet, jeg ser på, men det, der er ovenover det.”
Lise skifter lokale nok engang. ”Åh, alt det gamle ragelse vi efterhånden har fået samlet os, det skal du ikke spekulere på nu, det har vi jo aftalt, vi ser på, når det bliver sommer,” lyder det fra køkkenet.
Jørgen bliver stående på stuegulvet.
”Tror du, der er noget symbolsk i det med Claus?”
”Om jeg tror, hvorfor Lone altid er så tavs, det synes jeg da ikke, hun er.”
”Hvorfor taler du lige pludselig om Lone?” Jørgen er på vej ud i køkkenet.
”Fordi, du stillede mig et spørgsmål om Lone, nå, nu er der efterhånden styr på det hele, fik du ordnet det med vinen?”
”Som altid.” Jørgen går ind i stuen og sætter en cd på.
”Åbner du for dem, når de kommer?” spørger Lise på vej ind i soveværel-set.
”Ja, jeg skal nok tage fronten og lade være med at blive irriteret, når Claus siger rart at se dig, hov, har du ikke lagt dig lidt ud siden sidst, du gamle, her dufter dejligt, hvor er din søde kone?”
Lise har ikke hørt noget.
”Du kunne altså godt have sat noget andet på, er der overhovedet andre end dig, der hører sådan noget efterhånden?” siger Lise i døråbningen.
”Sådan noget musik her er udødeligt, det laves ikke mere, desværre.”
”Der er også nogen, der mener, at Tollundmandens læderhat var ene-stående forarbejdet.”
Jørgen er målløs. Lise kunne stadig overraske ham med noget, han ikke anede, hun vidste noget om.
Det ringer på døren.
Jørgen går ud for at åbne. ”Det er vel nok rart at se dig, du gamle, har du ikke lagt dig lidt ud?”
Claus fortsætter ud i køkkenet, mens Jørgen hjælper Lone af med overtø-jet. ”Vi har sådan glædet os til denne aften, for vi har det altid så hyggeligt,” smiler hun og giver Jørgen et hurtigt kys på kinden.
”Uhm, her dufter godt, og hvor gemmer du så din søde kone, Jørgen?”
Lise kommer smilende ud fra badeværelset, retter lidt på håret ved ørerne og rækker armene frem mod Claus. De omfavner hinanden og fortæller hinan-den, at det var hyggeligt. Lise får over Claus´ skulder øje på sin lillesøster og nærmest småløber hen til hende.
”Nej, hvor ser du godt ud, Lise, slank som sædvanlig, og er der ikke noget med en ny farve og frisure, er det Jørgen, der holder dig så ung?”
Jørgen står og ligner én, der kan få en evighedsmaskine til at gå i stå.
”Ja, Jørgen, ha, ha, du kender jo Jørgen, ja, det må være ham,” griner Lise.
Lise og Lone bliver i køkkenet, mens Jørgen og Claus går ind i stuen.
”Ja, her ligner alt jo sig selv,” siger Claus og ser sig omkring.
”Ja, det er jo det samme hus.”
”Ha, ha, ja, det er sandt, i dag er der mange dejlige huse til salg, jeg solgte et i dag, 2 komma 4, 80 ud, 7 komma 2 netto og resten til Otto, ha, ha, ja, Otto er min chef, hvis du forstår, vi er tre sælgere, der mærkeligt nok alle hedder Claus, så Otto plejer at sige at sælge et hus, det er noget, der giver claus, jeg har hele tre af dem, ha, ha.”
”Det lyder til, I har det sjovt, var der ellers ikke noget med, at I havde nog-le problemer?”
Claus ser alvorlig ud, ”det er rigtigt, jeg var lidt træt af det hele sidst, ved du, hvad faren er ved mit job?”
”At du stikker dig på en blyant?”
Claus griner, ”nej du, den var sgu ellers sjov, nej, jeg kan pludselig synes, at det hele er for overfladisk, hvis du forstår.”
”Det gør jeg ikke.”
”Altså, at det går for hurtigt, vise frem, presse på, afslutte en handel, vise frem, jeg mener, det er jo mennesker og deres liv, jeg er sådan én, der godt vil lidt mere i dybden, kender du ikke det fra dit arbejde?”
”Med min niende klasse befinder jeg mig hele tiden på bunden.”
”Hør du gamle, hvad er det, vi hører?” Claus ser over mod musikanlæg-get, ”det er vist noget fra din vilde ungdom, hva´, jeg kan godt blive misundelig på jer 68´ere, I levede den helt ud, gjorde I ikke, kan du huske noget fra den tid?”
Jørgen minder lige sig selv om hans aftale med Lise. ”Ja da, jeg kan da hu-ske, at vi i modsætning til … ”
”Næ, du kan nok ikke huske ret meget, det er derfor, du bliver nødt til at høre musikken nu, dengang var I for skæve til at opfatte den, ha, ha.”
”Der tager du …”
”Er anlægget også fra den tid, jeg kommer til at tænke på tinnitusforenin-gens slagsang, ha, ha.”
Jørgen vil ikke glæde Claus med at spørge til sangen.
”Den hedder Hør suset, ha, ha, jeg har lige købt et nyt anlæg, det er noget, der rykker, det er massage for trommehinderne.”
”Hvad spiller du så?”
”Hva´?”
”Jeg siger, hvilken musik hører du så,” Jørgen taler tydeligt som til en hø-rehæmmet.
”Nå, men det er alt muligt.”
”Det er meget.”
”Hva´?”
Jørgen taler igen meget tydeligt, ”jeg siger, at alt muligt musik er meget.”
”Jamen, min musiksmag er meget alsidig, du.”
Jørgen fortæller, at hans humør ofte er styrende for, hvilken musik han har lyst til at høre.
”Jamen, jeg bliver ikke i dårligt humør af noget musik,” forsikrer Claus.
”Det var heller ikke helt det, jeg sagde,” Jørgen tænker på, at det bliver en lang aften, ”somme tider har jeg behov for at falde lidt ned, andre gange ruskes lidt op, det afhænger af mit humør, i øvrigt tror jeg, at for mange går mere op i, hvordan det lyder, end i hvad de lytter til, jeg mener, god musik lyder altid godt, mens dårlig musik stadigvæk er dårligt, selv om det kommer ud af fx dyre højttalere,” Jørgen er bare tilfreds med sine eksempler i dag.
”Det er ikke altid, jeg ved, hvad jeg hører.”
”Nej, der kan du bare se, spil dog god musik i stedet for hele tiden at købe nye anlæg, sure tæer er stadig sure, selv om du tager rene strømper på!”
I det samme kommer Lise ind i stuen og sætter noget på spisebordet.
”Ved du hvad, Lise, din mand siger, jeg har sure tæer.”
”Nej, ved du nu hvad, det kan man da ikke sige om gæsterne.”
Jørgen skal lige til at forsvare sig, men Lise er allerede på vej mod køkke-net igen.
”Der fik du den!” driller Claus.
”Var det ikke som om, jeg blev fejlciteret bare en lille smule?”
”Måske lidt, men pyt med det du, sandheden kan godt være lidt kedelig, ikke? Så må man pynte lidt på den, hvis man vil have, at andre skal høre på én, er det ikke rigtigt?”
”Næ.”
”Gider dine elever høre på dig?”
”Det skulle jeg da mene.”
”Jeg tror, de keder sig!”
”Jeg skal lige være helt sikker, påstår du, at mine elever, som du i øvrigt slet ikke kender, keder sig i mine timer?” Jørgen kan mærke, at han lige skal huske aftalen.
”Hør lige her, gamle ven, er det ikke bedre, at de hører 100 % efter, når du fortæller noget, der fx er 50 % sandt, end at de hører 50 % efter noget, der er 100 % sandt?”
Jørgen mente, at sådan kunne man da ikke stille det op, men var alligevel lidt tiltrukket over logikken, ”jeg kan jo se, at de hører efter, på samme måde som jeg kan se, at du hører efter.”
Der opstår en lille pause.
”Øh, undskyld, hvad sagde du?”
”Glem det, hvor kom vi fra? Jov, det var det med musikken, kvalitet kan natutligvis altid diskuteres, selv om de fleste ikke er i tvivl, når de møder den, men det almindeligt anerkendt, at megen musik fra 60´erne var noget særligt og bliver spillet, ikke kun af mig, man kan sammenligne det med en dygtig bord-tennisspiller, han er stadig god, selv om han spiller med et dårligt bat, Van
Gogh kunne også have malet fantastiske billeder med en billig pensel, Einstein tænkte også geniale tanker på en dårlig dag, Fremad Amager taber også i de dy-reste fodboldstøvler, og god musik er stadig god, selv om den kommer ud af røven på en ged!”
Jørgen blev helt grebet af sine sammenligninger, men i det samme trådte Lise og Lone ind i stuen.
”Du forstår sandelig at underholde gæsterne, har han været sådan hele ti-den, Claus?” spurgte Lise.
Claus svarede, at Jørgen bare var lidt ked af det, fordi eleverne ikke hørte efter, men nu havde han prøvet at give ham nogle fiduser, ”jeg kender det jo fra mit arbejde, man skal tit være lidt af en psykolog.”
Nu var Jørgens tålmodighed ved at være slut, han faldt tilbage til den gam-le vane med at se op i loftet.
”Nu gør han det igen, det har han gjort hele dagen, hvad er der med det loft, nå, men nu er maden på bordet, så lad os sætte os, husk vinen, Jørgen har fundet en speciel god én til i aften, ikke også, Jørgen?”
Jørgen mumler noget om, at inter for godt, når ens gode venner er på be-søg.
Nu sidder Lise, Jørgen, Lone og Claus efter middagen.
”Det var gode sager, I havde disket op med, økologisk eller ej,” under middagen havde de talt økologi, ”jeg ved ikke rigtigt, hvor meget det betyder, tror I ikke at vi også bliver fuppet, jeg mener, man kan også købe økologisk honning, tror I så, at biavlerne har alle bierne i snor, så de ved, at bierne ikke flyver hen på en mark, der er sprøjtet?” spøger Claus.
”Nej, det forholder sig faktisk sådan, at …”
”Ha, ha, det kan jo være, at bifar har det som bijob, ha, ha, i sådan et til-fælde skal han så bare aflevere sit bikort!”
Lone, Lise og Claus griner.
”Man kender faktisk biers aktionsradius, og på den måde ved man med ret stor sikkerhed, hvor bierne henter …”
”Og hvis de henter honningen et forkert sted, får det bismag, ha, ha.”
”Hvorfor spiser bierne egentlig ikke selv honningen?” spørger Lise.
”Det behøver de ikke, for de går på bistro!”
Jørgen er den eneste, der ikke griner.
”Hvordan formerer bier sig egentlig, Jørgen?” spørger Lone seriøst.
”Dronningen er jo den …”
”Mon ikke de er biseksuelle, ha, ha.”
Jørgen spørger, om der ikke er nogen, der ønsker noget, som han kan hen-te, ”og det må godt være en besværlig bestilling, så I har grinet færdig.”
”Nej tak, min mave er først ved at komme sig oven på det chok, den fik,
da rødvinen landede i den,” siger Claus.
”Ja, for man kan jo godt komme ud for et chok, som det kan være svært at komme over,” Lone ser bestemt på Claus.
Bemærkningen blev afleveret i en anklagende tone, som blev hængende i luften. Der blev stille for en stund, et antiklimaks oven på den opløftede stem-ning, der havde været for lidt siden.
”Vinen fejlede i hvert fald ikke noget!” Lone ser igen på Claus.
Lise syntes også, at den var god, og roser sin mand.
Lone smiler til Jørgen, ”jeg synes, du kan så mange ting, Jørgen, hvordan kan du egentlig overkomme så meget?”
Der var tydeligvis opstået et stemningsskift, og sympatien skyllede Jørgen i møde, der til gengæld så noget forvirret ud, ”nå, ja, nej, jeg kan vist det, som de fleste andre kan.”
Resten af aftenen er Claus ret tavs, mens Lone flere gange bruger en an-klagende tone over for sin mand. Til sidst bryder de op, selv om Lise byder på både mere mad og drikke.
”Nej tak, vi har allerede fået så meget, det har været hyggeligt, så nu må vi hjem, det hat været en hård uge, ikke Claus?”
Alle fire siger farvel til hinanden, håndtryk og kram. Jørgen ligner én, der godt kan nøjes med det første, og så synes han, at Lone tørrer en tåre bort fra kinden.
”Det var da mærkeligt, forstod du den?” spørger Jørgen Lise, da de er ble-vet alene.
”Den?”
”Det kan vel ikke have undgået din opmærksomhed, at stemningen lige pludselig forandrede sig, ikke til det bedre, og for en gangs skyld er jeg sikker på, at det ikke var min skyld.”
”Det var det heller ikke, Jørgen, du var dejlig!”
Jørgen bliver lidt flov, ”ligefrem dejlig, ved jeg nu ikke, men overholdt da vores aftale, og Lone græd, så du det?”
”Ja, hun var ked af det.”
”Du er sørme skarpsindig, Lise, og hun spiste også, så hun var sulten.”
”Nej Jørgen, hold op, jeg orker din sarkasme lige nu, vil du ikke godt være sød, hold om mig, Claus har haft en affære.”
”Stakkels pige!”
”Ja, Lise var ked af det.”
”Jeg mener pigen, offeret!”
”Er han så slem?” spørger Lise stille.
”Ja, og dog, jeg fik faktisk medlidenhed med ham, da han sad og hang med hovedet, hun ligesom spiddede ham med sine ord, men hun udløste ikke smerten, han blev bare pint, og han accepterede det, det var lidt synd for ham.”
”Det var med en køber.”
Jørgen griner, ”og her har vi så soveværelset, ja, det er lige der, hvor der er et kryds på tegningen, så her kan man både kryds og bolle, ha, ha,” Jørgen ef-terligner Claus´ friske facon.
”Jeg tror da nok, jeg skal passe lidt på dig,” mener Lise.
Og så kommer Claus med flere platheder, og offeret kikker op på den dej-lige og charmerende Claus, for lige præcis de ord er det smukkeste, hun har hørt i sit liv.
”Sikken en fantasi, du kan da vist mere end din Søren og Mette, eller har du ramt loftet af din ydeevne, hvor var det, du sagde, det kryds var?”
Der er gået en uge siden Lone og Claus var på besøg.
Jørgen hat tidligt fri og hygger sig med en kop kaffe og Them spiller Fri-day´s Child. Det rineger på døren og Jørgen lukker op.
”Claus! det var sørme en … Overraskelse, kom indenfor.”
”Forstyrrer jeg?”
”Nej, jeg sidder bare og slapper af med kaffe og gammel musik, som jeg var for skæv til at opfatte dengang, jeg fik først fri klokken 12 i dag, men det er også en af de lange dage.”
”Det er rigtig nok, Jørgen, jeg misunder jer ikke.”
Jørgen ser bekymret på Claus, der ser træt og bleg ud, ”er der nogen, der har glemt at trække dig op til morgen?”
Claus siger, at han nok er lidt ved siden af sig selv.
”Sæt dig ned og nyd musikken, så laver jeg en kop kaffe.”
”Ja tak, det lyder godt begge del.”
Jørgen ser endnu mere bekymret ud. Mens han laver kaffen og finder en pakke småkager i skabet, sidder Claus bare tavs og ser ud i luften.
”Ja, jeg har det ikke så godt,” siger Claus med en småkage i hånden, ”du kan godt huske, da Lone og mig tog hjem i fredags?”
”Jov, det var … hyggeligt.”
”Lagde du mærke til, at Lone var lidt ked af det, da vi sagde farvel?”
”Nej, det bemærkede jeg ikke,” løj Jørgen.
”Nå, men det var hun og ikke uden grund, ja, det handler om mig, jeg har været skide dum!”
”Nå?” Jørgen lød overrasket.
”For at gå en lang historie kort, så har jeg haft en affære med en anden, øh … kvinde.”
Jørgen løfter øjenbrynene.
”Ja, jeg ved sgu ikke, hun var ikke engang noget særligt, ja, hun var en kø-ber.”
”Køber?”
Claus sukker dybt. ”Ja, til et hus, og så kunne jeg ikke holde fingrene væk!”
”Nå ja, hvis det kun var fingrene.”
”Det gik godt, indtil jeg skulle vise førstesalen frem, du ved .. . med sove-værelset og … ”
”Så var du lidt large med servicen,” hjælper Jørgen til.
”Ja, det kan man godt kalde det, hold kæft, hvor er jeg dum, og hun var ikke engang pæn, og så har jeg Lone …”
”Vi er jo kun mennesker.”
”Pænt af dig at sige det, men Lone mener vist noget andet.”
Jørgen føler rollen som sjælesørger og terapeut lidt uvant, men synes alli-gevel, at han bliver nødt til at stille de spørgsmål, som man nu engang bør i så-dan en situation, ”kan I tale om det?”
”Det ved jeg ikke.”
”Jamen, har du prøvet, nu er der jo trods alt gået lidt tid?”
Mundvigen på Claus bævrer lidt, og Jørgen går hen til køkkenbordet og flytter på noget, bare for at foretage sig noget, ”Lone har smidt mig ud,” siger Claus stille og ser ned i bordet, ”og jeg skal ikke vende tilbage, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.”
”Har du nogen steder at være?”
Claus ser taknemmeligt på Jørgen, ”det kan jeg altså ikke tage imod,” Jør-gen ser helt forskrækket ud, ”jeg kan nok være i et af vores huse, i et stykke tid i hvert fald.”
Der opstår en pause. Jørgen tænker på, at han skal passe på sine formule-ringer, mens Claus synes, at Jørgen er et fantastisk menneske.
”Kan I ikke tale med Lone?” Claus ser Jørgen direkte i øjnene.
”Jo, deet … kunne vi vel nok, det er jo nok mest Lise, der er bedst til så-dan noget, og så er de jo søskende.”
” Jeg er meget taknemmelig, hvis I vil forsøge, også dig, Jørgen, Lone vil lytte til dig, hun synes bare, at du er det bedste, der er sket for hendes søster!”
Jørgen sidder og tænker på, om der er flere ting på køkkenbordet, der trænger til at blive flyttet.
”Og hun er træt af alt mit smarte pis, ingen tager mig alvorligt, det sagde hun sgu, måske har hun ret, sig mig, har hun ret?”
”Skal jeg være ærlig?” Jørgen har allerede svaret parat, derfor piner han Claus lidt.
”Ja, kom med det!”
”Lone har fuldstændig … uret,” Jørgen er tilfreds med sin lille kunstpause, ”det råd du gav mig, har jeg faktisk kunnet bruge.”
”Gav jeg dig et råd?”
” Ja, det gjorde du faktisk, kan du huske, at du påstod, mine elever kedede
sig i mine timer, du havde ret, jeg var bare selv blind for det, og så prøvede jeg at give den lidt ekstra, når jeg forklarede noget, og det har medført en lille revo-lution, jeg blev faktisk ret fornærmet, da du sagde det.”
”Mener du virkelig, jeg har hjulpet dig?”
”Helt afgjort.”
Da Claus går, giver han Jørgen en stor omfavnelse. Jørgen står med hæn-derne mod sine ben og tænker på, hvordan man mon kan forudse disse fysiske angreb og tage sine forholdsregler.
”Farvel Jørgen,” Jørgen har det lidt skidt med at blive kaldt Jørgen hele tiden, ”og tak fordi I vil tale med Lone.”
Jørgen dumper ned i sin stol og hælder nok en kop kaffe op. Det varer ikke længe, før Lise træder ind af døren med en pose i hver hånd og noget under ar-men.
”Puha, sikken en dag, hvor er jeg træt, jeg føler mig 10 år ældre, hvad med dig, hvordan har din dag været, har du husket at købe de ting, som jeg bad dig om i morges, er du begyndt at drikke af to kopper, tror du stegen er tøet op, pu-ha, tager du ikke de her to poser, de er lige så tunge, som dem jeg føler, jeg har under øjnene, synes du, mine poser under øjnene er blevet mere synlige?”
Jørgen har flere gange forsøgt at svare, men hver gang har Lise stillet et nyt spørgsmål.
”Nej,” Jørgen vælger at svare på det sidste.
”Nej! Vil det sige, at du bare skal sidde der, mens jeg slæber som en hest?”
”Jeg sagde nej til, at jeg ikke synes, dine poser under øjnene er blevet ty-deligere.”
”Vil det sige, at du synes, at jeg har poser under øjnene? – hjælp mig nu med poserne i stedet for at sidde der og genere mig!”
Jørgen gør som Lise ønsker.
”Hvordan er din dag gået, nåede du det i morges, nej, nu skal du høre den bedste!”
”Skal jeg ikke svare på nogen af spørgsmålene?”
”Nej, pyt med det, det kan du gøre en anden gang, ved du hvad, nu ser det ud som om, du får dit ønske opfyldt.”
”Ja, han er helt ude af den,” siger Jørgen og morer sig over, at han har ta-get Lises pointe.
Lise ser både forundret og skuffet ud, ”er du så glad?”
”Nærmere forundret.”
”Er du forundret over, at Claus er røget ud! I mænd forstår så sandelig at holde sammen, hvis det var dig, var du heller ikke her!”
Jørgen hjælper Lise med at tømme poserne og lægge tingene på plads. Nogle af tingene lægger han de rigtige steder, resten flytter Lise hen på den rig-tige plads, ”har du nogensinde taget syltetøjet i det skab, om jeg må spørge!”
”Nej, for det står jo aldrig der,” griner Jørgen.
”Tænk, at jeg er gift med sådan en sjov én,” siger Lise og giver Jørgen et kys på munden.
”Det, jeg mener er, at jeg er forundret over, at jeg havde medlidenhed med Claus, sympati faktisk, for han egentlig ikke så slem.”
”Er det ikke det, jeg har prøvet at fortælle dig i alle årene, men nu er det for sent, vi behøver ikke se ham mere.”
”Kan du ikke prøve at tale med Lone?”
”Jo, selvfølgelig kan jeg da det, det gør vi altså tit.”
”Ja, og det skal I selvfølgelig fortsætte med,” Lise indskyder lige et Ih, mange tak, ”kan du så ikke sige til Lone, at Claus ikke er så slem endda, måske skulle hun lige tænke sig en ekstra gang om, inden hun kasserer Claus perma-nent, han har også gode egenskaber, han er fx hjælpsom, han …”
”Ja, han hjalp jo den stakkels forvirrede dame med huskøbet!”
”Den aften gav Claus mig faktisk et godt råd, der virkede på min undervis-ning,” Lone ser ikke ud til at spørge nærmere om, hvad rådet gik ud på, ”jeg skulle pynte lidt på sandheden, gøre sandheden lidt mere interessant, nu har jeg afprøvet det, og det virker på mine elever, nu er der kommet hul igennem, kan jeg mærke,”
”Det med hullet er jo også Claus´ speciale!”
”Jeg mener det, kan du ikke prøve at tale med Lone, det er egentlig lige-som i drømmen, hvor …”
”Nu ikke flere drømme, vel? Jeg skal nok tale med min søster, og så må de selv finde ud af resten.”
Jørgen er tilfreds. En af de mange helt almindelige dage fortsætter. Lise går ud i haven, sætter sig i en havestol med ansigtet mod forårssolen. Jørgen tænker på sin drøm, hvor Claus også hjalp ham ud af problemet med den kede-lige fodboldkamp, var det et varsel? Sådan noget troede Jørgen vist slet ikke på.
”Var det ikke klokken halv syv, vi sagde?”
”Jov, hvorfor spørger du?”
”Jeg synes ikke, at du ligner én, der er klar om lidt.”
Jørgen sidder på en stol i stuen og er ved at binde sine sko, rejser sig og gnider skoene mod sit bukseben.
”Og du er ved at afprøve, om du stadig kan stå på ét ben, kan jeg se,” Lise løfter op i håret med fingerspidserne.
”Hvad var det, du sagde, han hed?”
”Arvid.”
”Der er da ingen, der hedder Arvid i dag, der var engang en maratonløber, der hed Arvid Olesen,” Lise er gået ud på badeværelset igen, så Jørgen taler til sig selv, ”han har såmænd nok tænkt, at når han kunne holde ud at hedde Arvid, så kunne han nok også holde ud at løbe maraton,” Jørgen fniser lidt af sin egen morsomhed.
”Men han hedder altså Arvid, nu skal du ikke på det der,” Lise har åben-bart hørt lidt alligevel, ”han er selvfølgelig god nok, når Lone synes det, altså, først var det Claus, der var noget i vejen med, og nu er det Arvid.”
”Er der noget i vejen med Arvid, forhåbentlig ikke noget alvorligt.”
Lone siger, at Jørgen godt ved, hvad hun mener, og nu har han bare at tage godt imod Arvid.
”Synd, at Lone ikke tog imod fornuft,” mumler Jørgen.
”Arvid er fysioterapeut,” har Lone fortalt mig, ”han er på alder med hen-de, altså lidt yngre end os.”
Jørgen siger, at han altså godt ved, hvor gamle de selv er.
”Så det med dit hoved, kan han sikkert ikke gøre noget ved, men det kan jo være, at Arvid kan hjælpe dig med resten, du er jo ved at være en ældre mand.”
”53.”
”54! Du kan ikke engang huske, hvor gammel du er, jeg er 53,” Lise står og ser sig i spejlet over skulderen.
Jørgen er allerede forberedt på Lises næste spørgsmål, men det kommer mærkelig nok ikke.
”Og det udelukker så, at andre kan være det samme?” spørger Jørgen.
”Lige i det her tilfælde ja, for jeg er altså 1 år yngre end dig, og det har jeg faktisk altid været.”
”Så må du jo være 52,” mener Jørgen.
Lise opgiver og går i stedet i gang med noget mere meningsfuldt, ”denne gang finder jeg noget musik,” siger hun og lader øjnene falde på Søs Fenger.
De første blide toner forsvinder ud i stuen.
Jørgen mumler, at så er de da sikre på, at det ikke bliver for festligt, måske kommer de så kun den ene gang.
”Hvad siger du?”
”Jeg siger, hvorfor skal det absolut regne i Tivoli, når man er i Tivoli, så skal det da være solskinsvejr, det …”
”Det var det da ikke sidste gang, vi var i Tivoli, kan du ikke huske det, det plaskregnede, og vi var inde på den der restaurant, hvor jeg fik den lækre tærte med det lyserøde creme på.”
”Nu skrev vi så heller ikke en sang om det.”
”Måske var det regnvejr, da Søs Fenger skrev sangen,” forslår Lise.
”Så kunne hun vel skrive om en af alle de andre dage, hvor det ikke regne-de, ikke?”
”Der var hun måske ikke i Tivoli!”
Nu ringer det på døren.
Inde fra stuen kan Jørgen høre at det var hyggeligt, I kunne komme, og jeg er Lones søster.
Lise ser på Lones jakke, ”hvor er den smart, er den ikke ny?”
”Nej,” svarer Lone, ”jeg havde den også sidste år, men tiden går jo, Arvid bryder sig ikke om den, den passer ikke til min alder, siger han.”
”Ja, det siger du,” Lise overhører med vilje det med Arvid, jeg har lige måttet fortælle Jørgen, hvor gammel han er, kom inden for og hils på ham, vi har sådan glædet os til at se jer.”
Jørgen kommer gående dem i møde og giver Arvid hånden.
”Hvis I to mandfolk sætter jer, så skal jeg komme med en lille forfriskning om lidt,” smiler Lise.
Lone og Lise går ud i køkkenet.
Jørgen fortæller, at det er så her de bor, og det her så stuen.
”Ja, det ser jeg.”
”Arvid, det er der ikke så mange, der hedder mere, vel, jeg kan huske en maratonløber, der hed Arvid Olesen, kan du huske ham, ja, jeg ved ikke, om vi er samme årgang,” smiler Jørgen.
”Det tror jeg ikke helt, vi er.”
”Nej, det er vi måske ikke helt, jeg er nok lidt yngre, ha, ha,” griner Jør-gen.
”Det tror jeg ikke helt, du er.”
”Det var min spøg,” siger Jørgen og forbereder sig på en lang aften, ”hvad så med dig, du lever ikke op til navnet og løber maraton, vel?”
”Nu hedder jeg jo ikke Olesen, mit efternavn er Ambrosius.”
”Også du min søn, Brosius,” Jørgen ser på Arvids alvorlige ansigt, ”nej, det var bare noget pjat.”
Arvid fortæller, at han ikke dyrker belastningssport. De mange løbestræk-ninger, som maratonløberne begiver sig ud på, belaster extensorer og addukto-rer i for høj grad. Jørgen røber, at han heller ikke løber skovene tynde, ”måske laver jeg nok for lidt fysisk arbejde.”
”Du er i en farlig, Jørgen.”
”Jeg kender den heldigvis ikke, ifølge min kone, hvad med dig?”
Arvid fortæller, at han arbejder med kropslig afbalancering og dyrker tai chi og yoga, hvor åndedrættet er nøgleordet. Det er nemlig vigtigt at få den psykiske del implementeret i dagligdagen, ”det tænker vi for lidt på.”
Aldrig har Jørgen savnet Lise så meget og ikke mindst den lovede for-friskning!
”Er det virkelig så svært, jeg mener, jeg har da trukket vejret hele livet uden at gøre et stort nummer ud af det,” Jørgen tager en dyb indånding for lige-som at underbygge ordene, ”der er så meget andet, der er kompliceret, så lad os være glade for det, der trods alt fungerer uden vores indblanding.”
”Det er nu ikke helt så enkelt, Jørgen.”
Jørgen lægger mærke til Arvids måde at udtale hans navn på.
I det samme kommer Lise og Lone heldigvis ind med drikkevarerne. På en bakke er der både hvidvin, øl og mineralvand.
”Så er der lidt til mænnerne, sørger du for Arvid, Jørgen?”
Jørgen spørger Arvid, om han også vil have en øl, men Arvid foretrækker den hvide vand.
Den kølige øl smager himmelsk. Arvid har ikke rørt sit endnu.
”Ja, du må undskylde musikken, men det er en lodret ordre fra min kone.”
”Så har din kone en god smag, Jørgen, jeg synes, Søs Fenger laver smuk og livsbekræftende musik, kender du Tivoli i regnvejr?”
”Ja, men lidt trist med al det regnvejr, ikke?”
”Jamen, sådan opfatter jeg det slet ikke, regndråber er er symbol på tårer og tårer kommer jo både ved sorg og glæde, og Tivoli er jo glæde, men måske også vemod, måske …”
”Glæde siger du, men hvorfor skal det så regne den ene gang, man er i ti-voli!”
Lise kommer ind for at sætte noget på bordet, ”nu holder du altså op, Jør-gen, nu gider vi ikke høre mere om dig og Tivoli, er det din bedste måde at un-derholde gæsterne på, har han været sådan hele tiden, Arvid?”
Arvid ser alvorligt på Lise, ”Jørgen har en meget konkret måde at forholde sig til sin omverden på, men gennem erkendelse kan man komme videre.”
”Det er også det, jeg siger, alle har brug for anerkendelse, Jørgen har altid haft svært ved at anerkende det, andre laver, det har jeg tit sagt til ham, er det ikke rigtigt, Jørgen?”
Jørgen fortæller, at det var erkendelse, Arvid sagde.
”Ja, det var da også det, jeg sagde, var det ikke, Alvin?”
”Øh, jeg hedder Arvid.”
”Ja, du hedder Arvid, det har Lone da fortalt, hun har fortalt så mange sjo-ve historier om dig,” Lone går ud i køkkenet, inden Arvid når at svare.
Jørgen siger skål til Arvid, men øl og mineralvand er ligesom ikke en skål imellem ligemænd.
”Jeg kan forstå, at du er fysioterapeut,” siger Jørgen med al den entusias-me, han kan samle.
”Ja.”
”Så får du masseret nogle muskler, kan jeg næsten regne ud,” Jørgen kan mærke, at det irriterer ham, at Arvid ikke føler noget ansvar for deres samtale.
”Ah, helt så enkelt er det ikke, men det ligger da inden for vores arbejds-område, hvis jeg skal sige det meget kort, så vil jeg sige det på den måde, at fy-sioterapeutens primære opgave er at udøve fysisk påvirkning af legemet med det formål at bekæmpe diverse sygdomme.”
”Og det gør I så ved at massere muskler,” slår Jørgen fast.
Arvid fortæller, til en lidende Jørgen, at den del har de også med, men at det ofte er en kombination af fx varme, elektricitet, bade og lys.
”Måske havde Lise så ret, da hun sagde, at du nok ikke kan hjælpe mig med det, der efter Lises mening er galt med mit hoved, ha, ha.”
”Hvis du fortæller mig …”
Jørgen skynder sig at sige, at det bare var noget pjat.
”Sådan noget skal man passe på med,” Arvid ser virkelig alvorlig ud, ”for der er mange mennesker, der har alvorlige lidelser – også i hovedet, i går havde jeg en patient, der ikke kunne koordinere de mimiske muskler, måske forårsa-get af overspænding i occipitofrantalis og temporalis.”
Jørgen har det varmt! Lise og Lone, kom og befri mig for verdens største idiot! Kære Claus, hvor er du!
Jørgen prøver en sidste gang, ”der kommer vel også mange til jer, som kunne have passet bedre på sig selv, jeg mener, vores livsstil er jo ikke altid lige hensigtsmæssig, det vi kan lide, skal vi lade være med, og det vi ikke kan lide, skal vi stort set leve af, ha!” Jørgen er tilfreds med sin pointe.
Arvid mener ikke, at det er helt så enkelt.
”Og hvad nu, hvis jeg synes, det er sådan!”
”Jamen, det er det ikke, Jørgen.”
”Hør her, Arvid, har du nogensinde prøvet at sætte dig ind i, hvad andre mennesker tænker, hvá?”
”Det er sådan set det mit arbejde går ud på, skulle jeg mene,” Arvid taler helt rolig, ”nu skal du høre, Jørgen …”
”Når du udtaler mit navn på den måde, lyder det som en uhelbredelig syg-dom!”
”Mener du det?”
”Ja, det mener jeg!”
Arvid forklarer Jørgen, at det med navnet er for at skabe tryghed hos mod-parten.
Jørgen tørrer sved af panden, opdager heldigvis, at musikken er stoppet, sætter noget larmende på og skruer mere op.
I det samme kommer Lise ind i stuen.
”Nej, ved u nu hvad, Jørgen, somme tider tror jeg ikke, du er helt normal, har du spurgt Alvin om det med hovedet?”
”Ja, det har jeg faktisk, og Arvid synes ikke, du skal lave sjov med sådan noget!” svarer Jørgen triumferende.
”Hvad er det for noget frygteligt musik, du har sat på, har du taget Søs Fenger af?”
”Nej, det har jeg ikke skat! Regnvejret er forbi, det var bare en byge og Tivoli er lukket, det var også ved at være for sent, åbningstider og sådan noget, fagforeninger går meget op i den slags!”
”Nå, men det var ærgerligt, at Ovid ikke kunne hjælpe dig, vi spiser snart.”
Lise går ud i køkkenet.
Arvid spørger Jørgen om, hvem Ovid er.
”Ovid?”
”Ja, din kone sagde, at Ovid ikke kunne hjælpe dig.”
”Nå, det er det sædvanlige med Lise og navne, hun mener faktisk dig, Ovid, ha, ha, han var en romersk digter.”
”Det lyder interessant.”
”Han skrev erotiske digte om elskovskunst.”
”Nå, så er det derfor du kan lide ham,” siger Arvid.
Nu kan Jørgen ikke lade være med at se forvirret ud.
”Det var bare i sjov, jeg sagde det,” griner Arvid.
Middagen er dejlig, men samtalen går trægt. Ikke mellem Lise og Lone, som altid har det så godt sammen. Jørgen har drukket flere glas vin.
”Har vi det ikke godt,” spørger Jørgen og slår sig på maven, ”pragtfuld mad, hyggelige mennesker, god vin, kan vi forlange mere?”
”Vi fokuserer nok for meget på vores egen velvære i den vestlige civilisa-tion, vi har det godt, men vi må ikke glemme, at halvdelen af Jorden befolkning lider.”
”Hold nu op, Arvid!” siger Lone irriteret, ”kan du ikke bare slappe af og hygge dig.”
”Hvor mødte I egentlig hinanden?” spørger Lise.
”Det gjorde vi faktisk til en koncert med Søs Fenger, er det ikke sjovt?” spørger Lone.
”Og så sad Arvid og lyste op midt i elendigheden, ha, ha, ha, jeg kan lige se det for mig,” griner Jørgen.
Arvid siger, at Jørgen nok glemmer, at han også sætter pris på Søs Fenger.
”Du gør jeg også du,” griner Jørgen, ”1000 kroner, død eller levende!”
”Hvad er der med dig og Søs Fenger?” spørger Lone.
Jørgen siger heldigvis ingenting, bare hun ikke går sammen med Pia Raug, ”kan I ikke høre det? Tivoli i regnvejr en grå diset morgen, ha, ha.”
Lone og Lise griner med.
”Jeg kan nu godt lide Pia Raug,” siger Lone, ”hvad med dig, Lise?”
”Jamen, det er Jørgen, der er lidt fra den, han kan ikke glemme de glade tressere, eller også kan han ikke huske dem, alt var bestemt ikke rosenrødt den-gang, og dog Jørgen, der var noget, der var rosenrødt, kan du huske, da vi de-monstrerede mod Vendensbanken, og du fik et gok i hovedet af en politistav, da var dit hoved helt rosenrødt,” griner Lise.
Jørgen griner med, ”og kan du så huske, du rev noget af din kjole og
brugte som forbinding, ja, det var jo ikke fordi, kjolerne var særlig lange i for-vejen, men du så godt ud, sikke ben du havde!
”Hvad mener du med havde?”
”Ja, hvad mener du egentlig med havde?” spørger Lone også, ”men så er det altså sådan, det hænger sammen, det der med hovedet, det stammer simpelt-hen fra de glade tressere,” griner Lone.
”Politiet havde lige råbt, at alle skulle passere gaden …”
Jørgen afbryder Lise, ”ja, og da jeg så passerede gaden, kom lovens lange arm med en politistav og …”
”Men du gik jo i den forkerte retning,” Lise kan næsten ikke få vejret af at grine, ”der skete jo ikke noget med os andre, sådan har Jørgen altid været, altså, gået i den forkerte retning, Jørgen tror bare, at det er alle andre, der gør det!”
Arvid har været tavs længe, men siger nu, at han er da glad for, at Jørgen tænkte mere globalt dengang, ”når vi her i Vesten fråser, går det jo ud over an-dre, er I klar over, hvor meget Vesten sviner i forhold til U-landene?”
”Nej, fortæl det endelig” siger Jørgen, ”der er stadig en lille gnist af god stemning tilbage!”
”Hvor langt har du egentlig til din skole?” Arvid ser på Jørgen.
”10 minutter i bil, hvis jeg altså ikke møder for mange miljøtosser med økohjelme og reven gulerod u d af ørerne!”
”Ved du nu hvad, Jørgen,” siger Lise.
”Ja, det vil altså også nok sige,” supplerer Lone.
”Jamen, er det ikke det, Arvid vil høre?”
”Du kunne jo cykle eller gå i stedet for,” mener Arvid.
”Ja, eller slå vejrmøller!”
”Det gør de fx i Kenya,” Arvid holder fast i sin pointe.
”Slår vejrmøller?” Jørgen lyder oprigtig overrasket.
”Nej, de løber til arbejde.”
”De løber til deres arbejde,” siger Jørgen, ”mens vi løber på vores arbejde, jeg mødte forresten Claus!”
Der bliver helt stille.
”Ja, i Brugsen, han havde nærmest hele vognen fuld, men han skulle heller ikke være alene, fortalte han,” er der nogen, der vil have mere vin?” Jørgen har vinflasken i hånden.
Lone vil tydeligvis spørge om noget.
”Sagde Claus så også noget om, hvem han skulle være sammen med?” spørger Lise, mens Lone ser lettet ud.
”Jeg spurgte ham ikke, men han var i vældigt fint humør, han blev også glad, da jeg takkede ham for hjælpen.”
”Hjælpen?” spørger Lone.
”Ja, Jørgen var vist kørt lidt sur i den med sine elever, men Claus kunne
heldigvis hjælpe med et godt råd,” forklarer Lise.
”Er det min Claus, vi taler om?”
Nu vågner Arvid pludselig op!
”Ja, Jørgen har fortalt mig, det betød meget for ham.”
Da Lone og Arvid er gået, sidder Lise og Jørgen og taler om besøget.
”Ja, det var så Arvid,” siger Lise og nipper til det sidste rødvin i glasset.
”Ja, tak skæbne!” sukker Jørgen, ”man skulle egentlig også deklarere mennesker skadeligt for mennesker selv i små doser.”
Lise siger, at hun godt kunne fornemme, at Jørgen ikke svingede godt sammen med Alvin, men hun kunne nu også bedre lide Claus, ”og så fortæller du om Claus midt i det hele! Hvem skulle han egentlig være sammen med?”
”Sammen med?”
”Ja, han havde købt ind til gæster, fortalte du.”
”Nå ja, det var måske en overfortolkning.”
”Vil det sige, han slet ikke skulle have gæster?”
”Det kan man godt sige, ja, det vil sige, det kunne han sådan set godt have gjort.”
”Altså, hvis du er ligeså dårlig til at forklare dig over for eleverne, kan jeg godt …”
”Okay, sagen er den, at jeg faktisk ikke mødte Claus, så jeg ved ikke, om han har købt ind til gæster, men det kunne han jo godt have gjort, måske bare i en anden forretning.”
”Det vil sige, at det bare var det pure opspind!”
”Ja … en slags digterisk frihed, men det virkede, det må du da indrøm-me.”
”Var det ikke klokken halv syv, vi sagde?”
”Jov, hvorfor spørger du?”
Lise er på badeværelset og Jørgen sidder i stuen og binder sine sko. Da det er gjort pudser han skoene ved at gnide dem mod bagsiden af buksebenet. Idet samme kommer Lise ind i stuen.
”Jeg så godt, hvad du gjorde, det er utroligt, at du bliver ved at pudse sko på den tåbelige måde.”
”Ja, i virkeligheden burde jeg måske lade være.”
Det mener Lise bestemt, at han burde!
”Mener du virkelig det, i virkeligheden er alt det pudseri også bare en symbolsk handling, det har jeg lige læst en interessant artikel om.”
Det tror Lise gerne!
”Ved du, hvad der blandt andet stod?”
Det ved Lise ikke, for det er jo Jørgen, der har læst artiklen!
”Og så siger man, at kvinder ikke kan tænke logisk!” siger Jørgen.
”Du!”
Jørgen spørger, hvorfor Lise pludselig siger du.
”Du siger – ikke man.”
”Vil du i det hele taget høre, hvad der stod i den artikel?”
”Jeg kan slet ikke vente,” Lise ser overdrevent interesseret ud, ”med at hø-re om et af livets få tilbagevendende spørgsmål hvorfor pudser man sko?”
”Okay, nu skal du høre, han var adfærdspsykolog og mente, at når vi pud-sede sko eller trykluftspulede indkørslen, var det for at få ren samvittighed.”
”Og det var ikke for at få rene sko eller indkørsel?”
”Nej.”
Lise ser på Jørgen, ”kan det ikke tænkes, at den dårlige samvittighed er opstået, fordi skoene og fliserne var beskidte?”
”Måske har du en pointe der.”
”Hvad med vinen, har du styr på den, synes du, jeg ser for tyk ud i denne her, ved du, hvad Lone sagde, da jeg talte med hende i telefonen?”
”Jov, ja, nej og nej!”
”Nu må du bestemme dig!”
”Der var ligesom flere spørgsmål på én gang.”
”Jamen, sådan har Lone altid været, men ved du, hvad hun sagde?”
Jørgen tager en dyb indånding, ”måske sagde hun Jørgen er bare sådan et herligt menneske, ham skal du passe på, Lise.”
”Ja!”
Jørgen er mundlam.
”Nu ved jeg, hvad jeg har glemt, gule servietter, jeg har nogle lyseblå, kan de gå?” Lise viser de blå frem.
”Det ville være en sensation, så kunne du optræde med det!”
”Med hvad?” spørger Lise.
”Hvis du har nogle servietter, der kan gå.” Jørgen smiler, ”hvad var det Lone sagde i telefonen?”
”Det kan jeg da virkelig ikke huske, går du og husker på alt, hvad andre siger,” Lise er på vej væk.
Jørgen smager på vinen og Lise lægger en sidste hånd på sin makeup.
”Er det ikke underligt, jeg glæder mig faktisk til at se Claus, ved du, hvad jeg har tænkt på?”
”Nej.”
”I den periode, hvor vi ikke så Claus, var det som om, jeg overtog hans rolle lidt, specielt, da Lone kom med ham maratonløberen, jeg blev faktisk nødt til at komme med nogle frygtelige dumme bemærkninger, bare for at overleve, og jeg havde ikke engang lyst til at sige dem, stakkels Claus, tror du, han har det på samme måde, når han er her? Kære hjemvendte Claus!”
”Du svinger dig sandelig højt op,” Lise er tilbage.
”Jamen, Claus er meget bedre til at være Claus.”
Lise ser forundret på Jørgen, ”du blev ikke længere i de højere luftlag.”
Det ringer på døren.
”Åbner du?”
Jørgen er på vej, ”kom inden for, det var vel nok hyggeligt at se jer, hov Claus, har du ikke lagt dig ud siden sidst?”
”Det er vist da mine bemærkninger, du er i gang med, hvis du bliver ved på den måde, så har jeg jo kun dine tilbage, og dem vil jeg ikke lægge navn til,” griner Claus og slår Jørgen på skulderen, ”hvor er din søde kone henne?”
Lone og Lise er i gang med det store gensyn.
”Hvis I går ind i stuen, så sørger Lone og mig for maden.”
”Sæt dig ned i lænestolen, Claus, der sidder man godt.”
”Tak, det er dejligt at være hos igen, altså, sammen med Lone, sidste gang, det var noget lort, jeg har lært meget af det, Lone har været fantastisk.”
Lise kommer ind og sætter to øl på bordet.
”Det ser godt ud,” siger Claus, ”en øl siger jeg ikke nej til,” Claus tager en tår, ”det er jo næste som at strejfe evigheden et kort øjeblik.”
”Det må jeg sige, jeg vidste ikke, du havde en poetisk åre, evighed og et kort øjeblik, fine modsætninger.”
”Fra en Gajolæske, du ved,” Claus sænker stemmen lidt, ”ham der Arvid, hvad var han for én?”
”Spørg ikke om det, du vil være et lykkeligere menneske uden den viden.”
”Hvad mener du?”
”Han var maratonløber, har du hørt noget så skørt?”
”Var han maratonløber,” Claus lyder oprigtig overrasket, ”det må jeg sige, det har Lone ikke sagt noget om, men han var en flot fyr.”
”Jeg vil hellere sammenligne ham med et stykke stegeflæsk, man lægger tilbage i frysedisken, fordi det er for magert,” Jørgen bliver mere og mere til-freds med sine sammenligninger, ”og så kaldte han mig for Jørgen.”
”Jamen, du hedder da Jørgen!”
”Ja, Jørgen, men ikke Jørgen, vel?”
”Nåå.”
”Når han udtalte mit navn, lød det nærmest som en farlig mikrobe, der var ved at udslette menneskeheden, så nu må jeg nøjes med dig, man kan jo godt nyde varmen, selv om den stammer fra ildebranden i sit eget hus!”
”Gajol?”
Jørgen griner.
Så er maden snart klar, I kan godt sætte jer!
”Claus, hvem skulle du egentlig være sammen med, dengang Jørgen mød-te dig i Brugsen?” råber Lone fra køkkenet.
”Øh, sammen med?” Claus er forvirret og ser på Jørgen.
”Pedro,” hvisker Jørgen.
”Nå dengang, det var Pedro,” råber Claus tilbage.
”Pedro?” Lone stiller en dampende gryde på bordet.
”Ja Pedro … det var en bartender, som jeg engang kendte.”